Page 17 - Poesiens Dronninger

Min familie kaldte mig Hver dag, hver aften i det sted
Smilemaskinen jeg havde kaldt hjemme, var nu som et
og det er hvad jeg var lighus. Så koldt som et lighus, så kolde
Mine forældre kaldte mig ‘mwalimu’ var nu alle sjæle i
hvilket betyder ‘lærer’ dette hjem
de gav mig en gave Deres hjerter var ikke længere varme
et leksikon der var enormt men koldere end koldest
trykt i forskellige farver
åh! jeg husker den gave Min søde storebror
der skulle motivere mig var nu et monster
så jeg kunne opnå han knuste mit hjerte med kolde ord,
mine mål, ambitioner, visioner så snart han hørte gråd fra
hvor de dog elskede mig Vivian Nyaboke det kongelige barn;
blandt de syv børn MIT K ONGELIGE ”Bastard! Få den bastard unge ud herfra,
B ARN tag det hen til dets far!”
Jeg blev gravid, alt støtte forsvandt Før jeg kunne fordøje dette, var min mor,
som dug for solen som jeg troede jeg kunne læne mig op ad,
Jeg skulle tilbage til skole også blevet et monster:
det blev et mareridt
Alle drømmene ”Wewe ni shetani; nachukia kukuzaa!”
alle smukke ambitioner
alle visioner blev forvandlet Det betyder ”jeg fortryder jeg har født dig,
til en røg der forsvinder du er en djævel!”
i himlen
jeg kunne ikke nå den Disse ord knuste mig, gennemborede mig
ikke røre den og skadede mig i mit sind
hele min families tillid det var tid for mig at flytte ud
var tabt af dette hus

Jeg fødte Afvisninger var nu blevet mine venner,
og blev usynlig mine bedste, mest kendte, venner.
min baby og jeg var ikke længere Afvisninger fra min familie,
mennesker i huset Afvisninger fra mine jævnaldrende,
jeg gennemblødtes af mine tårer Afvisninger fra faderen til mit barn
ingen andre græd tårer, kun mine tårer Min verden så ud til at ende her
af bitterhed
jeg kalder dem bittersøde tårer

16 17