Du har arbejdet frivilligt for Ubumi i Zambia i et halvt års tid? Hvordan fandt du egentlig frem til Ubumi og hvordan lykkedes det at komme til Zambia?

Det var i den grad tilfældigt, at jeg fandt frem til Ubumi. I sommeren 2017 vidste jeg ikke, hvad fremtiden skulle indeholde. En sensommeraften i bilen på vej hjem fra en fodboldtræning spidsede jeg ører, da en dansk kvinde snakkede om et projekt i Zambia. Det var Anne Egelund, min kommende chef, der i radioen snakkede om den indsats, projektet ydede i landets fængsler. På det tidspunkt var jeg netop kommet tilbage fra Zambia efter fem måneders ophold med frivilligt arbejde for en uddannelsesorganisation, hvor jeg havde beskæftiget mig med ressourcesvage unge. Jeg var fristet af at rejse tilbage til det land, jeg var kommet til at holde så meget af.

Jeg sendte en e-mail til Anne, og Ikke mange uger senere mødtes jeg med hende, Lena og Erik på Ubumis kontor i Birkerød. Mødet med Ubumis ansatte efterlod ingen tvivl om, at hos Ubumi blev der arbejdet målrettet og topprofessionelt. Med stor fortællelyst og en tydelig passion for arbejdet fortalte Anne og Lena om Ubumi og forholdene i Zambia fængsler. Det var interessant og overvældende på en og samme tid. De barske historier fra fængslerne gjorde indtryk på mig. Jeg kendte Zambia og kunne levende forestille mig de rædsler, mine – på daværende tidspunkt - kommende kollegaer beskrev.

Uden at vide præcis, hvad der ventede mig, flyttede jeg i november til Lusaka og indledte arbejdet for Ubumi. Det blev startskuddet til en mindeværdig tid.

Hvad lavede du i fængslerne?

Min opgave i fængslerne var at lave aktiviteter for unge indsatte i alderen 12-18 år. Med hjælp fra Lena (project manager) vurderede jeg, hvilke aktiviteter de unge indsatte ville have mest gavn af. Da jeg selv har en baggrund som fodboldspiller- og træner, og de unge indsatte samtidig elskede bold og bevægelse, var det selvsagt, at fodbold og sport ofte var på programmet. Fodbold havde den effekt, at drengene glemte alt om, hvad de ellers bøvlede med. Når bolden trillede, blev angst, mørke tanker og sygdom for en stund lagt på hylden og erstattet af snævre driblinger, skulderskub og store latterbrøl.

En fast del af de daglige aktiviteter var desuden opvarmning. Sådan startede mine aktiviteter altid. Drengenes motoriske egenskaber var generelt på et meget lavt niveau, men som tiden gik, blev det nemmere for de unge indsatte at svinge armene over hovedet, lave høje knæløft og sprællemænd.

Derudover havde vi såkaldte creative classes, hvor drengene fordybede sig i at tegne eller andet kunstnerisk. Der var som regel bomstille under disse sessioner. Fordybelsen havde i den grad en healende effekt på drengenes sind.

Jeg organiserede også et debatforløb. Ingen holdninger var som udgangspunkt rigtige eller forkerte, og jeg opfordrede de indsatte til at ytre sig frit og ærligt. Vi fokuserede på vigtigheden af at lytte til andre og acceptere diversiteten i gruppen. Drengene diskuterede kønsroller, racisme, vold i hjemmet og meget andet, og selvom det ikke altid var nemt for mig at holde styr på de somme tider mere end 50 drenge på samme tid, så forløb debatterne altid i god ro og orden. 

Med henblik på at drengene efter endt fængselsophold skal reintegreres i samfundet, arrangerede jeg i slutningen af mit ophold i Lusaka et entreprenørskabsforløb. Drengene lærte blandt andet, hvordan man laver en jobansøgning og starter egen virksomhed.

Det vigtigste i mit arbejde i fængslerne var dog hverken at lære drengene at spille fodbold eller debattere. Jeg skulle være et friskt pust i de indsattes trivielle dagligdag. Ham, der med et klap på skulderen, en highfive eller en positiv bemærkning skulle bringe en anelse glæde ind i et liv fyldt med smerte. Det er jeg overbevist om, at jeg lykkedes med. Med tanke på de forfærdeligheder, drengene oplever i fængslerne, var det rørende at mærke den energi, der kunne være i, at 50 mand stod klemt sammen i en ussel, lille fængselsgård og lavede englehop.

Hvordan var det at komme ind i fængslet første gang?

Jeg husker tydeligt min første gang i et zambisk fængsel. Jeg var ude at køre en tur med Carol, (project officer) da hun pludselig siger, ”at nu kører vi lige en tur ind i fængslet”. Pludselig ændrede min sindsstemning sig. Jeg var slet ikke mentalt forberedt på, at jeg nu skulle ind i et fængsel. Min sindsstemning ændrede sig med ét. De små hår på ryggen rejste sig. Lydende og lugtende. De mange indtryk, der omringede mig, mens Carol afbalanceret og overskudsagtig hilste på både fængselspersonale og indsatte. Høj musik gjaldede fra fængselsgården. Indsatte, der i deres orange fangedragter balancerede med store majsmelssække på hovedet, mens de blev overvåget af uniformerede, smådovne fængselsbetjente.

På det tidspunkt var jeg i færd med en naturlig introduktionsperiode, hvor jeg langsomt skulle forberedes på det komplekse fængselsmiljø. Pludselig stod jeg der så – midt i et fængsel – og selvom besøget kun varede få minutter, og vi ikke engang entrerede den egentlige fængselsgård, havde det korte visit givet mig et indtryk af, at der intet var at frygte. I de efterfølgende dage besøgte jeg flere andre fængsler, og i takt med at jeg lærte flere af de indsatte at kende og opdagede, at de var helt almindelige mennesker, forduftede mine fordomme.

Hvordan var det at lære de her sårbare drenge at kende?

Det er svært for mig præcist at beskrive den berigelse, det har været for mig at komme ind på livet af de unge indsatte. Jeg anser det som et stort privilegie, at jeg fik mulighed for at støtte en gruppe mennesker, der i den grad havde brug for det.

Hurtigt oplevede jeg, hvordan drengene betroede sig til mig. De delte ud af deres historier og frustrationer. Jeg lyttede. Når vi var sammen, havde vi det sjovt. Vi blev venner. Vi pjattede og jokede med hinanden, men vi var også alvorlige. Drengene manglede alverdens fornødenheder, og når der manglede toiletpapir, mad, tøj, sko, plads til at sove om natten eller frihed, var det mig, de kom til. Ofte kunne jeg ikke gøre meget ved de klager, drengene kom med, men blot opfordre dem til at tænke positivt og deltage i de aktiviteter, jeg tilbød. Et klap på skulderen og et smil kan gøre meget, og så er det mindre væsentligt, at man ikke snakker samme sprog eller har forskellig hudfarve.

Vi fik tiden til at gå med noget, der rent faktisk gav mening. Noget, der skulle gavne drengenes fremtid. Jeg håber, de kunne mærke, at det var ægte. At jeg rent faktisk bekymrede mig for dem, at jeg rent faktisk nød deres selskab.

Derfor gjorde det også ondt på mig, når drengene ikke fik mad. Somme tider kom jeg om eftermiddagen og blev af drengene fortalt, at de ikke havde spist hele dagen. Jeg måtte ofte i bogstavelig forstand samle drenge op fra den støvede jord, hvor de forkrøblede lå og fordrev tiden.

Hvad syntes du om at arbejde for Ubumi som organisation?

Jeg er begejstret. Ubumi er topprofessionelle i alt, hvad de foretager sig. Ubumi har projekter i flere forskellige fængsler, og der er næsten altid travlt. Fængselsmiljøet er uberegneligt, og alt kan ændres på et splitsekund. At være omstillingsparat er således en præmis for at arbejde i fængsler i Zambia, og det har jeg trives fint med.

Det har desuden været ufatteligt givende at være en del af en organisation, som beskæftiger med noget så simpelt som at redde liv. Når man skaber værdi for andre, skaber man samtidig værdi for sig selv, og det er i det lys, jeg ser den dedikation, som lyser ud af alle Ubumis medarbejdere.

Du har lavet et idékatalog til brug for arbejdet med drengene. Hvordan blev det til, hvad indeholder det og hvordan vil det blive brugt i fremtiden?

Da jeg fra starten af min tid som frivillig for Ubumi vidste, at jeg på et tidspunkt skulle tilbage til Danmark, var det naturligt at tænke i en bæredygtig løsning. Derfor besluttede vi os for at skabte et aktivitetskatalog. Heri har jeg step-by-step beskrevet samtlige af de aktiviteter, drengene er blevet introduceret for. Det er altså både skak, banke-banke-bøf, gummistøvlekast og meget andet. Aktiviteterne er nøje udvalgt, så de kan udføres i det specielle fængselsmiljø og kan opfylde drengenes behov for stimulering af såvel krop og sjæl. Planen med kataloget er, at det skal uddeles i fængslerne, hvorefter drengene eller cell captains (voksne indsatte, der er ansvarlige for de unge indsatte) kan tage sagen i egen hånd og nemt give sig i kast med de mange aktiviteter.

Se Idékataloget her.

Hvad var det bedste ved din tid ved Ubumi? Og hvad var det sværeste?

Det er vanskeligt fatte sig i korthed, når mine seks måneder for Ubumi har rørt så meget i mig.

Det bedste ved at være en del af Ubumi har været mødet med de mange unge indsatte. At jeg har medvirket til at gøre deres dagligdag en smule mindre ulidelig, er noget, jeg er utrolig stolt af. På Ubumi dømmer vi ikke folk, der har begået en fejl, men tror på, at alle mennesker fortjener en værdig tilværelse. Det er et utrolig prisværdigt menneskesyn.

Der har været et utal af udfordringer. Sprogbarrieren, organisering af aktiviteterne, voldsomt regnvejr og så meget andet. Det sværeste har dog helt klart være at forstå, hvordan nogle mennesker kan behandle andre så grusomt, som det er tilfældet i de zambiske fængsler. Hvorfor skal man sove 60 mennesker i et rum, hvor der burde sove 10? Hvorfor skal nogle mennesker blot have et måltid om dagen? Hvordan kan man være varetægtsfængsler i to år? Der er mange spørgsmål, som jeg ikke kan få svar på, og det er nok det sværeste.

Hvordan var det at sige farvel til drengene og til Ubumi i Zambia?

Jeg havde længe frygtet den dag, jeg skulle sige farvel til drengene i fængslerne. Mine tanker gik på, at jeg ville begynde at tude og drengene ville være forvirrede. I Zambia græder mænd ikke, og det undgik jeg heldigvis også at gøre, selvom jeg måtte synke et par gange, da en af de unge indsatte fra Lusaka Central Prison rejste sig op og takkede mig for min indsats. Det var et stort øjeblik.

I Kamwala-fængslet afsluttede vi med en antimobning-kampagne, og min allersidste dag blev samtidig en af de allerbedste. Det lykkedes at samle alle drengene i cellen, og her snakkede vi i lang tid intenst om, hvordan vores adfærd som enkeltindivider påvirker gruppen. En af de drenge, der var blevet mobbet af gruppen, talte åbent om, hvordan han havde det, når mobberiet stod på. Jeg følte, det var et gennembrud. Efterfølgende havde jeg taget chips med, som vi spiste og sagde farvel. Det var en perfekt dag.

Buster, nu er du hjemme igen, efter et halvt års tid i Zambias fængsler? Hvordan er det at være hjemme, og vil du holde kontakten til Ubumi?

Det er rart at være hjemme. Der er mange ting, der er nemmere, når man bor i Danmark. Leverpostejmadder, varme bade og familiehygge. Efter de første par uger i Danmark, har jeg dog ramt et mindre tomrum. Den værdi, jeg har været med til at skabe i Zambias fængsler, skaber jeg ikke længere herhjemme. Det tager tid at omstille sig til atter at bo i Danmark, må jeg erkende. Jeg er stadig ved at reflektere over, hvad det egentligt var, jeg lavede i fængslerne.

Jeg har lært nogle dejlige mennesker at kende. Ubumi er som en lille familie. Vi arbejder tæt sammen, snakker om de ting, vi ser og oplever i fængslerne, bærer tunge sække og kører landevejene tynde i vores Toyata Hilux.

I fremtiden er jeg åben for at hjælpe Ubumi med alt det, der måtte være behov for. Anne har allerede snakket om noget kommunikation, og det bliver fedt at gå mere i dybden med.